Flot og fredelig folkefest

Ole Hasselbalch havde vejrguderne på sin side, og talte i højt solskin.

Den danske sommer viste sig fra sin omskiftelige side. Her har Ole Hasselbalch (DDF) højt solskin til sin tale. Vikingeteltet står til højre.

Så kom vi endelig til den store dag, vi i foreningen har arbejdet hen imod: 5. juli, Mosbjerg Folkefest. Med 150 tilmeldte var vi dobbelt så mange som sidste år, og helt oppe ved grænsen for hvad vi kunne (og måtte) invitere. En sand fornøjelse at møde så mange mennesker under afslappede forhold ved Mossøs bredder – og alt blev afviklet i en fin og fredelig stemning.

Masser af taler

En veloplagt Lars Hedegaard styrede talerne med stor autoritet, lyden var klar, og lyset fint.

Morten Uhrskov (Dansk Samling) talte meget koncentreret om de demografiske udfordringer for Danmark.

Morten Uhrskov (Dansk Samling) talte meget koncentreret om de demografiske udfordringer for Danmark.

Det gik over stok og sten fra Kasper Støvrings angreb på EU’s imperiebyggeri over Alain Wagners forklaring af Sharias problemer. Vi fik vinkler på demografi fra Morten Uhrskov og Mogens Camre, en kort tale om Norges tilstand fra Hans Rustad, og Ole Hasselbalch gav nogle sigende anekdoter om den ekstreme venstrefløjs metoder.

Ole Hasselbalch fortalte om forskellige overfald udført af den ekstreme venstrefløj mod Den Danske Forening.

Ole Hasselbalch fortalte om forskellige overfald udført af den ekstreme venstrefløj mod Den Danske Forening.

Hans Erling Jensen fortalte om Right Hand Aid – et projekt for at hjælpe fattige uden at gøre dem til flygtninge – og til sidst hædrede Aia Fog (Trykkefrihedsselskabet) Steen Raaschou fra Snaphanen for mange års dansk oplysningsarbejde som såkaldte ‘Public Service’ medier helst vil være fri for at udføre.

Vi havde hænderne fulde af alt muligt andet end fotoapparater, så der er forholdsvis få billeder fra festen. Til gengæld er der videoptagelser af samtlige taler, de vil blive lagt på vores hjemmeside så hurtigt vi kan nå at producere dem.

Gris på gaflen

Efter den komprimerede talerrække var sult og tørst i top, så de helstegte grise gled godt ned i selskab med salat og kartofler. Den store ølbod stod sin prøve med pilsner og Classic (med højt skum), vin og mjød, og klarede opgaven fint. Med rigeligt lys og farver blev den et naturligt samlingspunkt, hvor alle kunne træffe alle undervejs.

Vi havde også den fornøjelse at vores talere var med hele vejen og tog debatten med alle, der havde lyst til at vende tidens problemer. Det er sjældent at få lejlighed til at møde så mange kloge mennesker under afslappede forhold, og vores gæster var ikke sene til at gribe chancen – vores talere var faktisk på hårdt arbejde det meste af tiden.

Og regnen kom

Den danske sommer kan som bekendt være ret omskiftelig, og skiftet fra højt solskin var hurtigt og effektivt. De første dråber kom ved 7-tiden, og klokken 8 var der regulær regn tilsat lidt torden. Heldigvis var det ikke voldsomme mængder, klokken 9 klarede det op igen, vi tændte op på bålpladsen, og ved hjælp af en Irish Coffee fik folk hurtigt varmen igen.

Ud på de små timer (og de blev meget små!) kunne alle få både en snak og en øl skænket af Mr. Urias selv.

Ud på de små timer (og de blev meget små!) kunne alle få både en snak og en øl skænket af Mr. Urias selv.

Herfra gik snakken yderligere otte (8!) timer, hvor Kim Møller gav den som bartender og ekspert i tidens problemer. Det var dog ikke “min kone forstår mig ikke”, der var hovedtemaet omkring baren, derimod tidens aktuelle problemer med Sharia og det nyudråbet Kalifat i Syrien/Irak. Nogle diskuterede nytten af det islamiske opslagsværk Reliance of the Traveller og andre lærde sager, men den festlige stemning havde klart overhånd natten igennem.

Morgenmad til alle

Alle overnattende gæster fik en solid morgenmad med friskbagt brød, diverse pålæg, juice og den sidste runde kaffe fra den hårdtarbejdende kaffemaskine. Bålet fik en ekstra portion brænde, hvor folk varmede sig inden de sidste rejste hjem efter næsten et døgn på Mosbjerg.

Styregruppen siger:
Tak fordi I kom – mange langvejs fra – vi glæder os til gensyn næste år!

En tanke om "Flot og fredelig folkefest"

  1. Pingback: »Islamofobernes Woodstock« « Snaphanen

Der er lukket for kommentarer.